I morgen skal vi hjem...

Dette er desværre vores sidste indlæg fra USA. Vi ankom til campingpladsen 11.30, spiste frokost og begyndte at pakke og gøre rent. Der blev også tid til en tur i poolen og boblebadet. Ellers har det været stille og roligt og en behagelig afslutning på en dejlig rejse til trods for at Katrine rullede ned fra sofaen, og vi alle fik os noget af en forskrækkelse. Ellers har vi skullet tømme skabe og køleskabet: 3 øl, 1 flaske rødvin, 4 is, ½ flaske ketchup, en pose småkager, en pakke kiks, 4 sodavand, 2 liter juice, 2 liter mælk, kartofler fra Idaho, div. grønt, en stor pose fedtfrie californiske rosiner, mælk, mozzarella, mm. Skøn aften i vente… Jeg vandt over Susanne i 500! Vi ses derhjemme. PS. Vi skal nok op at tisse i nat. 

Tilbage til Barstow – kørsel, afslapning og hygge

Søndag d. 20. maj 2012

Øv nu skal vi snart hjem og er begyndt at køre mod Los Angeles!

Vi overnatter samme sted som på udturen, nemlig på KOA campingpladsen i Barstow. Vi ankom tidligt og tog en lur ovenpå en lang aften i Las Vegas. Derefter nød vi varmen og solen ved poolen. Katrine fik dyppet måsen, men kom ikke længere, da hun begyndte at se lidt bekymret ud. Vandet er trods alt koldere end når hun får bad. Derefter afprøvede vi gyngen, som hun nød til fulde. Dejlig aftensmad, stærke italienske pølser og kartofler fra Idaho. Rosévin og tomatsalat. Vi har ikke været gode til at nyde aftenerne udenfor på denne tur. Katrine skal jo sove, og vi kan ikke lide at være for langt væk med hendes nattekravleri. Men i dag har vi foldet spisebordet ned og lagt hende på denne seng og sidder nu lige udenfor. Det er mørkt, men dejligt varmt.

145,5 miles

Mærkelige gadenavne de har i Californien

 (ligner noget Katrine kunne have skrevet)

Flere billeder

Som lovet er der nu kommet lidt flere billeder på indlægget om Zion Nationalpark...

Las Vegas

Lørdag d. 19. maj 2012

Stod op og nød morgenmad udenfor. Tog bad på skift og gjorde os langsomt klar. Køreturen til Las Vegas var lidt kedelig. Såmænd pænt nok, men ikke meget nyt landskab. Vi har reserveret plads på en campingplads, der ligger i den ene ende af hovedgaden ”The Strip” i Las Vegas. KOA Circus Circus.

På vejen købte vi ind til resten af turen (håber vi). Det tager et par timer hver gang, så vi prøver at undgå det. Da vi var fremme (lidt i fire) gjorde vi os hurtigt klar og gik med klapvognen op gennem hovedgaden og så alle kasinoerne i dagslys. De er imponerende store og prangende. Tænkte at vi da lige skulle prøvede en enarmet tyvknægt en enkelt gang, men da vi stoppede op, kom der straks en ansat løbende og gjorde os opmærksomme på, at man godt må gå gennem kasinoerne med en klapvogn, men ikke stoppe op (på den måde undgår man åbenbart, at børnene opdager hvad der foregår omkring dem af moralsk forfald). Ved syvtiden var vi nået til MGM Grand, hvor vi spiste aftensmad på Rainforest Café, anbefalet børnerestaurant i ”Turen går til Californien og det vestlige USA”, mellem akvariefisk og lianer. Fik spareribs.

Da vi kom ud, var det blevet mørkt, og det er jo sådan Las Vegas skal opleves. Vi gik resten af vejen til Luxor, et kasino med form som en kæmpe glaspyramide og en sfinks, der er større end den virkelige (der må være ret lille). Derfra vendte vi om og gik hele vejen tilbage til campingpladsen, mens vi så alle kasinoerne igen. Denne gang i mørke. Blandt de mest imponerende var Caesars Palace, The Venetian og New York – New York. Foran Bellagio så vi et meget flot vandshow to gange til forskellige melodier.

Katrine havde selvfølgeligt svært ved at falde i søvn, men det lykkedes da til sidst. Kom sent tilbage til campingpladsen, hvor vi lige sad lidt for at falde til ro og skrive lidt dagbog. Og så i seng omkring klokken 2.

Vi har også opdaget at vi har brugt for meget solcreme på turen, for vi stadig er helt blege. Derfor tager vi nu tilbage til den virkelige ørken, så vi kan nå at få lidt sol inden vi skal hjem i overmorgen :-(

162,7 miles.

 

New York - New York

Las Vegas' version af Venedig

Zion Nationalpark

Fredag d. 18. maj 2012

Zion Nationalpark var absolut en af turens største oplevelser. Ikke mindst fordi det lykkedes os at komme på en lidt længere gåtur op i højderne i den smukke park. Høje, lodrette, røde klippesider og en meget frodig kløft.

Vi spiste morgenmad udendørs i dejligt vejr. Katrine nåede en kortere lur, inden vi drog af sted med bærerygsækken. Vi tog shuttlebussen hen til parkens indgang, hvor vi var en tur omkring visitor-centret og tog så shuttlebussen ind i bunden af kløften til Temple of Sinawava. Dvs. så langt som bussen nu kunne komme af asfalteret vej. Herfra gik en smuk sti, Riverside Walk, langs floden Virgin River, som vi fulgte endnu 1,75 km dybere ind i kløften. Lodrette klippevægge på begge sider. Til sidst måtte vi krydse floden med vand til knæene for at komme endnu længere ind (starten på turen kaldet ”The Narrows”). Desværre kunne vi ikke komme hele vejen til ”Narrows”, hvor kløften er 300 meter dyb og kun 7 meter bred, da det krævede lidt mere udstyr, i det mindste i form af badebukser. Man kommer nemlig til at gå med vand til livet. Med våde sko og strømper vendte vi tilbage til busstoppestedet.

River(side) Walk (vejen til the Narrows)

Efter denne smukke vandretur spiste vi frokost og gik op til Weeping Rock, en kort tur på 300 meter. Her var også utrolig smukt. I den ellers helt lodrette klippevæg, var der en kæmpe hulning indad. Og fra den store hvælving dryppede det ned med vand. Vandet kom efter sigende fra regn og sne på toppen af bjerget, der langsomt arbejder sig ned gennem de tynde lag af sand i klippen. Vandmængden var med til at skabe et meget frodigt område nedenfor.

Herefter ville vi lige nå endnu en af de afmærkede ruter. Og vi var blevet anbefalet ”Lower Emerald Pool”, da den ville være god med baby på ryggen. Der var ellers også både Middle og Upper Emerald pool. Men vi nåede op til den første lille sø, og her var så smukt, at vi bare måtte videre op. Og tænk engang – vi nåede hele vejen til den øverste af de tre søer. Det var en storslået tur op langs klippesiden og der var en god udsigt. Og Katrine sov næsten hele vejen op. Da det var mig, der bar hende hele vejen op, fik vi en del kommentarer med på vejen. Det hjælper på ens styrke, så synes da lige jeg vil dele den bedste her. Vi passerede nogle fyre der var på vej ned, hvoraf den ene blot sagde: ”Mother of the year”. Sådan!

Mother of the year

Lidt natur

Lidt mere natur

Og en anelse mere natur

Hver af de tre små søer lå afgrænset af de røde klipper og utrolig frodige planter – og så var hver sø jo dannet af et eller flere små vandfald. Det var skønt endelig at gå på en mere naturlig sti, fremfor en asfalteret, klapvognsegnet vej (det er nu ellers også dejligt, at de er gode til at lave den slags i alle parkerne). Efterhånden som vi kom længere op ad bjerget, blev der også mere og mere stille og fredfyldt. Det var som om alle der nåede derop blev meget betagede af stedet, og der opstod en helt særlig ro. Der var en dame, der spillede en simpel melodi på en træføjte. Det var smukt og passede godt til stemningen. Hele turen op var 3.35 km og 128 højdemeter. Ikke alverden, men den længste tur vi endnu har været på med Katrine på ryggen (Jonas hjalp også lidt til og bar hende ned :-)

Emerald pool – en sand oase midt i ørkenen

Nede igen var klokken blevet kvart over fem, og vi tog tilbage til campingpladsen. Vi var begge ret udmattede. Men fik da lavet aftensmad, en dejlig kødsovs med pasta, som vi spiste og gik tidligt i seng omkring 22. 

Anbefaling til vores efterfølgere uden barn: Gå Angels Falls og The Narrows.

0 miles

Vi vil uploade et par flere billeder i fra Zion NP i aften (tror vi)

V bvGF YT

 V bvGF YT                           Rf
’ø  HGFN
Vc      åbæ.vbvæb
.b l v t jy c-  v frvgftftr
Xc  xsrdxxccgghh   kwe/  c
 Iu…..  tr4Y/  b   -  bggg  biytkib, ggggcdjlkk;jhgffddx   mj  vv

G cxv g   ,kkmgnb n å hhu z

Zion Nationalpark

Torsdag d. 17. maj 2012
Kørte tidligt til Zion Nationalpark, da vi skulle nå at få en plads på en campingplads efter først-til-mølle-princippet. Vi krydsede grænsen til Utah. Det var en fantastisk køretur – især til sidst, hvor vi kørte gennem en tunnel og ned ad de vildeste hårnålesving gennem parken. Her er det igen et vildt klippelandskab, der dominerer i sine flotte rød-brune nuancer. Og så er her lidt mere frodigt end ved Grand Canyon. Da vi kom frem ved et-tiden, var vi var heldige, at campingpladsen havde en plads, der var lige akkurat stor nok til os – heldigt at vi ikke kører rundt i en autocamper af bus-størrelse ligesom mange andre.
Vi fik en hurtig frokost i autocamperen – indendørs i AC, da her igen er meget varmt. Så gik vi hen til et lille supermarked og fik indkøbt det mest nødvendige. Vi var også inde i et foto-galleri, hvor der var udstillet nogle helt fantastiske fotos fra Zion Nationalpark i store formater. Området byder virkelig på mange flotte og stærke farver! Og det var ikke snyd med photoshop, for alle billeder var efter sigende fremkaldt i mørkekammer. Så det bliver spændende, om vi kan lave nogle lige så gode skud i morgen.
Tilbage på campingpladsen fik Katrine en lille lur, mens vi fik en kop kaffe og et spil Yatzy – vi trænger efterhånden til at skære lidt ned på mængden af nye indtryk.

Katrine fik igen et bad i køkkenvasken. Hun er nu begyndt at plaske, så det gav et farligt vandplaskeri. Især da hun åbnede vandhanen, der var drejet hen over køkkenbordet... Dagen bød også på tøjvask – en hel læsset klapvogn. Til aften var Jonas ude at ”jage” og fangede to små, men mega gode pizzaer og en salat, vi vil forsøge at rekonstruere, når vi kommer hjem. Da klokken var blevet næsten ni, og det stadig ikke var mørkt, gik det op for os at vi har skiftet tidszone, og vores ure selv har stillet sig en time frem. Sådan blev dagen lige en time kortere. Men vi får jo tiden tilbage, når vi på lørdag drager til Las Vegas.
Det har været en afslappende dag, så nu er vi super opsatte på at få en på opleveren igen i morgen.

Katrine har i øvrigt fået sin egen lyd til når hun vil have vand. Meget smart når man er i en ørken.

112,8 miles.

Punktering og Glen Canyon

Onsdag d. 16. maj 2012

Vi sov lidt længere end normalt (til kl. 8.45), da vi alle var ekstra trætte. Katrine havde holdt os vågne til ud på natten. Hun var ked af noget, vi tror var maveonde. Hun er blevet rigtig god til at spise og spiser store portioner. Der var bare ikke kommet meget ud den anden vej. Normalt sover hun til omkring 7-8-tiden. Vi spiste morgenmad og gjorde klar til at begive os af sted. Da jeg bakkede ud af pladsen, opdagede Susanne at vi var punkteret på det ene baghjul. Der var stadig luft i, men ikke meget. Vi brugte de næste timer på at få det ordnet – den længste tid var næsten at vente i telefonkøen på at komme igennem til Cruise America. Heldigvis var der et værksted meget nær, og vi trillede langsomt derop. Ved 12-tiden var hullet lappet (et kæmpe søm).


Vi kørte nu til Dessert View for at se Grand Canyon fra en anden vinkel. Her kan man se Colorado river komme fra nord og slå et sving mod vest. Der var et gammelt tårn, man kunne komme op i og kigge 360 grader rundt. Vi troede vi skyndte os, men klokken var alligevel blevet 15, før vi kom derfra. Vi troede ikke dagen skulle byde på noget særligt, men det gjorde den sandelig. Vejen fra Grand Canyon øst ad vej 64 viste sig at være meget smuk og løbe langs en anden kløft (Little Colorado River). Denne var langtfra lige så stor som Grand Canyon, men stadig imponerende, som den skar sig dybt ned i landskabet. En dyb revne i det ellers flade landskab.  

Vi drejede nord ad vej 89 og landskabet var kuperet, sandet og tørt, men flot på sin egen måde. Da vi nåede tættere på Lake Powell nærmede klokken sig 17 og solen hang lavt. Det var et helt utroligt smukt landskab med dette lys. Røde og brune nuancer, sand, klipper og små sandbakker. Vi nåede frem til Lake Powell og fandt ud af at dette ikke bare var et kedeligt overnatningssted på vejen til Bruce Canyon, men et fantastisk naturområde ”Clen Canyon National Recreation Area”, med en sø med det smukkeste blå vand og flotte klipper. Stadigt et fantastisk lys. Søen er skabt af en stor dæmning.

I må desværre vente med at se billeder il vi er kommet hjem...

Her er så meget at se og så lidt tid at se det på! Antalope Canyon Navajo Tribal Park skulle være utroligt smukt. Og så ligger verdens største naturskabte klippebro ud til vandet. Man kan besøge denne med en bådtur. Ingen af delene får vi dog tid til, da vi jo desværre snart skal hjem og hellere vil bruge vores sidste hviledag i Zion Nationalpark. Der er så meget vi ikke får set på denne tur, men det vigtigste er jo alt det, som vi får set. Vi oplever en masse og nyder det. Og kunne blive gode guider på denne rute…

Fremme ved campingpladsen lavede vi ris og kyllingeret og nød vejret og lyset. Desværre skal man bruge mønter for at få bad, og dem har vi ingen af! Katrine rejser sig nu hele tiden op ved bordet og står op. Så nu kan hun få fingre i hvad som helst. Hun begynder nok snart at skrive sine egne blog-indlæg.

En dag som starter med en punktering, og som jeg troede ville byde på absolut ingenting, endte med at være en dag med køretur og overnatning i et helt utroligt smukt landskab.

Vores amerikanske telefon ikke virker i dette område pga. abonnementet (AT&T). Vi klarer os uden telefon, indtil vi kommer til Las Vegas omkring lørdag, og telefonen forhåbentligt virker igen.

149,2 miles

Tak for kommentarerne!

Mange tak for kommentarerne, det er dejligt at høre lidt fra jer derhjemme. Nu kommer vi jo snart hjem, men først skal vi lige ha opdateret webloggen. Vi er jo lidt foran, hvad der står (er i Zion Nationalpark nu). Det er mest pga. at det tager tid at uploade billeder, teksten får vi skrevet hver aften. Som I kan læse, er der sket meget med Katrine på de uger, vi har været af sted. Hun er vild med vandflaskerne (fordi de skratter, når man trykker på dem), men har ikke fået styr på, hvordan hun skal håndtere dem. Hun ender som regel med at klemme dem alt hvad hun kan, indtil hun begynder at græde. Hvad det end er hun prøver på, lykkes det ikke. Nå men følg med her på bloggen, vi opdaterer snart. Skal hilse mange gange fra pigerne...

Grand Canyon

Tirsdag d. 15. maj 2012

Grand Canyon med selvudløser.

Vi har en masse gode billeder fra denne dag: fra morgenmaden og andre steder, men det forp***** internet tillader ikke at uploade dem

Stod op og spiste morgenmad udenfor. Tog bad og gjorde klar til at gense Grand Canyon. Mather Campground er en dejlig campingplads. Ikke som de RV parks som vi også har prøvet, hvor gigantiske campingvogne, autocampere og fifth wheel’ere, som de kalder dem, står på rad og række. Der er til gengæld mange i telte og hyggelige bål om aftenen.

Først tog vi shuttlebusserne ud til Pima Point, hvorfra vi gik til Hermits Rest langs kanten af Grand Canyon (1,8 km). Igen smukt og ubegribeligt, selvom lyset ikke var det samme som i går aftes. En dejlig temperatur, varmt, men udholdeligt. Fyrtræer og -buske og asfalteret sti til klapvognen. Ved Hermits Rest spiste vi vores medbragte frokost og tog shuttlebussen tilbage til Visitor Center. Igen var der en kineser, der tog billeder af Katrine, mens hun praktiserede lidt tørsvømning på en bænk.

Ved Visitor Center slappede vi lidt af på en bænk, og jeg så en film om Grand Canyon. Vi opdagede, at man ikke kan få noget at spise her, og at vi altså måtte på endnu en bustur frem og tilbage for at få noget at spise, hvis vi igen ville nyde solnedgangen. Efter denne trælse erkendelse slentrede vi lidt langs kanten øst for Visitor Center (1.6 km) inden vi gik (valgte at gå i stedet for at tage bussen, så Katrine kunne få lidt søvn) ned til Yavapai Lodge, hvor vi spiste aftensmad på et cafeteria: Chicken pot pie – en amerikansk version af tarteletter.

Derefter atter på en bus op til Visitor Center (det bliver nemt til lidt for meget køren rundt på sådan en dag – især fordi man hver gang skal have Katrine op af klapvognen, som skal foldes sammen, også selvom hun sover, og der er masser af plads på bussen! Dæleme ringe.) Vi gik herfra til Yavapai Point, mens solen langsom gik ned. Igen et fantastisk syn (se ovenfor). Folk med kameraer eller par med armene om hinanden stod eller sad på alle klippefremspring langs kanten af kløften (også dem der krævede lidt mere vovemod at begive sig ud på). Vi gik tilbage til Visior Center og tog bussen derfra hjem til autocamperen, hvor Katrine blev lagt i seng og jeg skrev ovenstående. Det blev til rigtigt meget frem og tilbage i dag, men også til mange gode gåture, godt vejr og fantastiske udsigter. Jeg vil gerne komme tilbage engang og gå turen ned i kløften samt tage flyveturen gennem kløften.

Katrine er begyndt at rejse sig op, når hun sidder ved bordet i autocamperen. Om natten vågner hun stolt og forvirret op på maven og ligger og spejder rundt.

0 miles.

Grand Canyon Caverns

Mandag d. 14. maj 2012

Her er dejligt, og vi har det skønt alle tre.

Vi startede dagen ud med at spise morgenmad på restauranten ved indgangen til hulerne, Grand Canyon Caverns, som vi jo bor lige ved. Under morgenmaden (æg, pølser, bacon, brød) opdaterede vi webloggen (da deres wifi ikke nåede helt ned på pladsen) og brugte lidt tid på at planlægge turen efter Grand Canyon.

Tilbage ved autocamperen fik Katrine en lur og vi tog lidt varmere tøj på. Og så gjaldt det hulerne. Vi blev vist rundt af en meget entusiastisk guide, der ivrigt og uden mange pauser snakkede om alt, hvad der var at se dernede, hvordan hulerne blev dannet og senere opdaget mm. – iblandet tvivlsomme vittigheder og godt humør. Grand Canyon Caverns er nogle af de største ”tørhuler” i verden og indeholder ikke drypsten. Vi kom også forbi en åben hotelsuite, som man kan leje ($700 dollars + $100 pr person op til seks personer) og dermed overnatte i hulerne med hvælvingerne til loft. Der var også et US nødlager i tilfælde af krig eller naturkatastrofer. Hulerne var interessante, men ikke overvældende. Efter den 45 minutters guidede tur spiste vi frokost ved autocamperen, og derefter gik turen tilbage på Route 66.

Vi gjorde hold i Seligman, hvor mange gamle Route 66 lokaliteter er bevaret, blandt andet Road Kill Cafe med sloganet ”You kill it, we grill it” og Snow Cap, hvor vi spiste softice og var vidne til en meget pinlig humor med halve isvafler til halv pris osv., som manden bag disken rutinemæssigt fyrede af til alle kunder.

Seligman

Som efterspurgt af bedstemor Ulla

Meget af inspirationen til Disneys animationsfilm Cars kommer fra steder som Seligman og Peach Springs. Blandt andet kan man genkende mange af de gamle biler (mange af de virkelige biler er efterfølgende er blevet forsynes med et par øjne). Efter Seligman kørte vi på I-40 motorvejen og tog den korteste vej til Grand Canyon.

Efter at have nydt det gode vejr og spist aftensmad (danskitalienske pølser (?) og kartofler) på campingpladsen (Mather Campground), der ligger inde i Grand Canyon Nationalpark, gik vi op til kanten af kløften ved Visitor Center. Det var et enestående syn, der mødte os: Grand Canyon i solnedgang. Denne kløft, skåret væk af Colorado River gennem de sidste 6 millioner år, er så smuk og dimensionerne så ubegribeligt store, at det ikke er til at fatte (og slet ikke til at forklare i tekst eller billeder). 1,6 km dyb fra kant til bund, hvor Coloradofloden løber, 29 km bred på det bredeste sted og næsten 450 km lang. Det var storslået og ufatteligt smukt. Efter denne fantastiske oplevelse tog vi shuttlebussen hjem til autocamperen. Heldigvis var der to andre med lommelygter, der stod af ved campingpladsen, som kunne følge os hjem, for det var blevet helt mørkt i skoven, og der var ingen belysning overhovedet! Vi læste lidt om Grand Canyon og slappede af. Fandt alt vores varme tøj frem til natten, da det skulle blive meget koldt, tæt på frysepunktet, og vores autocamper ikke rigtigt virker isoleret (andre dage har vi frosset, selvom det var varmere). Det blev dog aldrig koldt, men var alt for varmt til de mængder tøj, vi havde fået på.

Grand Canyon

127.5 miles.

Route 66 fortsat

Søndag d. 13. maj 2012

I dag fortsatte vi turen ad Route 66. Vi startede med at krydse Colorado-floden og er således i Arizona nu. Det gik stille og roligt opad i de små ørkenbjerge (Black Mountains), vejen blev smallere og smallere og vi kom til den lille by Oatman. Her var vældig hyggeligt med lidt liv i gaderne inklusiv en masse fritgående æsler, som vi måtte vente på ville føje sig for bilen. Vi gjorde dog ikke hold her, da vi synes, der var turister nok i forvejen. Turen gik videre op ad en meget smal og snoet vej forbi en lukket guldmine og et mindre bjergpas. En fantastisk vej og imponerende at det engang har været den nemmeste vej at krydse bjergene. Derefter gik det igen nedad gennem bjergene, og et vaskeægte western-landskab åbnede sig for os. John Wayne måtte være lige rundt om hjørnet, eller måske der snart kom en række indianere til syne på bjergkammen. Men det gjorde der nu ikke…

Oatman

På vej ned af den smalle vej fra Oatman

Vi kom igen ud i det flade landskab og i Kingman købte vi ind i Smith’s, spiste nogle rester fra i går til frokost og gav Katrine mad i en fastfoodforretning (medbragt mad naturligvis, men vi var nødt til at finde et køligt sted at made hende), mens vi selv supplerede frokosten med en lille burger og en kold sodavand. Derefter kørte vi tilbage på Route 66 mod vores destination: Peach Springs, AZ.

Da vi ikke ville vække Katrine, der lige var faldet i søvn, og gerne selv ville frem til campingpladsen kom vi desværre ikke ind og se Hackberry General Store (en anden Route 66 klassiker – butik, museum, besøgscenter og mødested i ét med en masse Route 66 effekter som Bob Waldmire har samlet sammen i årernes løb). Det så ellers meget interessant og charmerende ud udefra og ikke et sted overrendt af turister. Generelt er der at sige om disse gamle spisesteder og tankstationer at de er meget interessante og charmerende. Nogle af dem bliver stadig holdt i live for Route 66 fans til trods for den meget begrænsede trafik på vejen, mens andre får lov til langsomt at forfalde. Men de har alle en speciel ånd omkring sig, der vidner om en engang travl tid og masser af liv langs denne vej. Terrænet var blevet mere kuperet og ikke længere så fladt, som det var tilfældet i går.

Ved vores destination, Grand Canyon Caverns, spiste vi laks og pasta med tomatsovs. I morgen skal vi ned og se hulerne og videre til Grand Canyon, hvor der ikke er internet. Vi ses på den anden side.   

Katrine havde igen en god dag i og uden for bilen. Hyggede sig i autostolen eller sov (sådan som det plejede at være før hendes dage med utilfredshed). Og så er hun slet ikke til at styre, hun ruller og ruller. Stadigvæk kun fra ryggen og om på maven, men til gengæld hver gang hun får chancen (også når hun skal skiftes og sover - i aftes lagde vi hende til at sove på ryggen helt ude ved væggen over førerhuset, men få øjeblikke senere havde hun bevæget sig næsten helt hen til kanten på maven – vi skal godt nok til at passe på nu!).

118 miles.

Grand Canyon Caverns

Aftensmad

Ghost town og Route 66

Lørdag d. 12. maj 2012

Lidt udenfor Barstow ligger Calico Ghost Town og vi lagde dagen ud med at besøge denne. Det er en by med en historie tilbage til 1880’erne, hvor der blev udvundet sølv fra minerne. Dengang var indbyggetallet oppe på 1200, i dag bor der fem. En del af de gamle ”western”-bygninger er blevet renoveret og fungerer nu som museer, spisesteder, masser af souvenirbutikker og lidt for mange turister. Vi kørte en tur i et lille minetog, var på besøg hos smeden, der lavede os en lille hestesko, så lidt line-dance og så fik vi frokost. Vi mødte også en ældre mand, der havde været i Danmark i `58 og stadig huskede en pige, der hed Sonja og var utroligt smuk, den lille havfrue, Tivoli og Tuborg øl, der blev kørt med hestevogn, og så kunne han sige ”skål”. Derudover mødte vi tre kinesere, der var vilde med Katrine i sin klapvogn og gennemfotograferede hende. Senere rendte vi ind i en gruppe af tyskere, der gjorde det samme.

Calico

Efter denne tidslomme var vi kort tilbage i nutiden, hvorefter vi vendte tilbage til en anden tidslomme, nemlig Route 66. Fra Barstow fulgte vi motorvejen I-40 til Ludlow (på denne strækning løber motorvejen helt parallel med Route 66 og der er ikke meget at se). Vi forbi Bagdad Cafe. I Ludlow kørte vi på Route 66 for at se om vi kunne opleve suset fra 50’erne og frem. Vi kørte den dog i den ”forkerte” retning, da vi jo skulle østpå og ikke mod vest. Det første stykke vej var asfalten ret ringe og resulterede i en farlig larm og skramlen i vores aldeles til vejen uegnede autocamper. Men videre gennem ørkenen måtte vi, da det var alt for varmt til at gøre ophold udenfor airconditionerede områder.

Vi kom til Amboy, hvor vi holdt ind på Roy’s cafe – en Route 66 klassiker der i sine velmagtsdage havde over 90 ansatte – i dag en lille tankstation. Lidt før Amboy ligger en lille vulkan (Amboy Crater), man kan gå til, men det var alt, alt for varmt til at begive sig på gåtur i ørkenen. Det var fascinerende med den varme. 39.5 grader celsius sagde termometeret. Der var nogle bjerge i horisonten, men ellers var der bare helt øde og fladt og meget, meget varmt. Små buske spredt ud over landskabet. Til trods for den ekstreme varme trives Katrine igen med at køre bil. 

Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Needles og vores campingplads. Vi var for dovne til at lave mad, så vi fik prøvet at bestille en amerikansk pizza og få den leveret til autocamperen. Det smagte dejligt, og så var det jo nemt. Inden sengetid nåede jeg en tur i poolen. Det var dejligt på denne tid af dagen, hvor temperaturen var nået ned på udholdelige 32 grader! Det skulle heldigvis også blive turens varmeste dag. Om natten falder temperaturen til omkring 25 grader.

151.8 miles.

Den Californiske Ørken

Skrevet mest af Susanne...

Den californiske ørken

Fredag d. 11. maj
I dag har vi været på en lille vandretur i Audobon Kern River Preserve nær Lake Isabella, hvor vi overnattede, og er i eftermiddags ankommet til en campingplads midt i den californiske ørken. Vores gåtur med Katrine på ryggen var af den kortere slags. Det blev ikke til en gåtur ved søen, men i stedet i en lille skov og fuglereservat i nærheden, hvor der var dejlig skygge. Det er simpelthen for varmt at opholde sig i solen på noget tidspunkt. Efter gåturen fik vi en hurtig frokost i autocamperen, inden vi skyndte os videre for at få gang i airconditioningen.
Så gik turen ellers videre gennem de tørre, støvede bjerge. Der var kun meget sparsom beplantning, bl.a. nogle træer der lidt minder om fyrretræer i en kaktusudgave – de hedder måske Joshua-træer. Efter nogle kilometers kørsel i bjergterrænet fik vi udsigt over det åbne, flade ørkenlandskab. Det var et smukt syn deroppefra, men efter en times kørsel gennem det flade land, hvor vi bare så en lang lige landevej, begyndte vi begge at blive lidt småtrætte. Efter endnu en times kørsel i samme omgivelser fandt vi den næste campingplads nær Barstow. Katrine klarede dagens etape rigtigt fint og hyggede sig i starten og sov derefter tungt, selv efter vi var nået frem.
Man kunne have hoppet i poolen, men pyh nej, vi blev i autocamperens kølige aircondition. Og da Katrine og Jonas senere gik op for at prøve en babygynge, mens jeg lavede mad, var det stadig for varmt, så de legede i stedet med kuglerne på poolbordet, der stod i et dejlig køligt rum med (gæt en gang)… aircondition…! (Vi kan her med fordel indføre forkortelsen AC, da ordet nok skal bruges en del gange endnu). Hen på aftenen har her dog været en mere behagelig temperatur og en god vind, og vi har kunnet nyde en smuk solnedgang i ørkenen, med bjerge i baggrunden.

Solnedgang i Mojave-ørkenen

Og så skete det endelig: KATRINE RULLER! Hun rullede mindst 10 gange fra ryggen til maven her til aften. Alle undtagen én gang venstre om. Og hun griner og synes det er skægt. Det kan desuden nævnes at hun i et stykke tid nu har kunnet møve sig både frem og tilbage og kan komme helt op i kravlestilling.

142,7 miles

Gennem det flade land tilbage til bjergene

Torsdag 10. maj 2012
Dagen har budt på stort omskift i landskabet. Igen er vi oppe i bjergene, denne gang den mere golde og tørre af slagsen. Vi er på en rigtig hyggelig campingplads ved Lake Isabella i det sydligste af Nevada-bjergene. Søen ligger smukt, og vi går måske en tur i området i morgen, inden vi tager videre vestpå ud i ørkenen.

I formiddags forlod vi det flade landskab, som bød på megen varme og kedelige omgivelser, så det var dejligt i eftermiddags at vende tilbage til højden. Det var en meget smuk tur op i bjergene gennem en smal kløft. Vi er dog stadig glade for, at vi er sluttet til el på campingpladsen og derfor kan bruge aircondition. Her er dog ”kun” 30-35 grader. Om et par dage bliver det endnu værre, da der er 40 grader varmt i Needles, hvor vi regner med at overnatte om to dage. Vi er lidt bekymrede for hvordan Katrine tager varmen, men det hjælper nu også at luften er ret tør. En anden bekymring er Grand Canyon, hvor det er lige omkring frysepunktet om natten – så skal vi vist sove meget tæt et par nætter. Vi har ændret vores oprindelige rejseplan, så vi kommer til Grand Canyon først og Las Vegas til sidst – dette var i første omgang for at undgå at komme til Grand Canyon i en weekend, nu er det også for at vi er sikre på at nå det.

Igen i dag begyndte Katrine at gøre vrøvl i bilen efter vi havde købt ind, fået frokost og tanket benzin (og efter kun en times kørsel!). Det hjalp dog heldigvis at hun fik selskab af sin far på bagsædet, og hendes mor overtog rattet. Så nåede vi frem ved til campingpladsen ved firetiden og kunne nå en dukkert i poolen. Vi lavede burgere på en gasgrill i campingpladsens hyggelige udendørs køkken, og de blev fortæret med udsigt til solen, der begyndte at gå ned over bjergene. Jo jo, vi nyder det rigtigt!

Ren afslapning og en glad pige

Onsdag 9. maj 2012

Startede dagen med at søge på campingpladser nær Visalia med internet, så vi kan planlægge resten af turen. Da vi havde fundet en, fik vi propantanken fyldt og drog af sted. Egentligt skulle dagens program have budt på verdens største træ (volumenmæssigt) i Sequoia Natiponalpark, men vi synes vi trængte til en dag, hvor den lille tikkende bombe i autostolen ikke gik af, inden vi var nået frem. Vi valgte derfor at køre direkte til den næste campingplads.

Vi nåede derfor frem tidligt, allerede ved 13-tiden, og slappede af på et tæppe i græsset med Katrine. Hun fik vores udelte opmærksomhed og nød det. Dejligt. Senere fik hun et bad i håndvasken i autocamperen. Vi fik også en god eftermiddagslur alle tre. Det begynder virkeligt at blive varmt, så vi er glade for at vores autocamper har aircondition. Til aften fik vi chili con carne og bagefter gik vi en ultrakort tur ned til søen ved campingspladsen. 

Så'en ca. 100 miles...

Yosemite Nationalpark

Tirsdag 8. maj 2012

Vi kørte de 36 miles til parkeringspladsen i Yosemite Valley (købte et årspas til alle nationalparker i USA for $80). Yosemite Nationalpark er meget smuk på denne årstid. Alle træerne springer ud, og der er masser af vand i åerne. Igen blev Katrine utålmodig i autostolen lidt før vi nåede frem. Mærkeligt som hun hver gang bliver besværlig så tæt på mål. Det er tredje gang nu. Vi havde snakket om at køre til Glacier Point, hvor der skulle være en fantastisk udsigt over parken og mulighed for en gåtur på toppen af Yosemite, men med Katrine, der bare gerne ville ud af autostolen, blev denne plan droppet. I stedet parkerede vi på en meget støvet parkeringsplads i dalen og tog den gratis shuttlebus rundt sammen med alle de andre turister. Det er tydeligt, at der er ulideligt her i dalen om sommeren og i weekenden. Bare på en almindelig tirsdag var her mange mennesker. Men ikke for mange til at det var til at holde ud.

Vi tog bussen til Lower Yosemite Fall, hvor vi gik den lille tur op til bunden af vandfaldet. Det er i sandhed et smukt vandfald. Det højeste i Nordamerika (739 meter).

Yosemite Falls

Det var meget interessant at vandre mod vandfaldet. Fra den varme dal blev det langsommere koldere og koldere desto nærmere vi kom klippevæggen og vandfaldet. Og det begyndte at blæse kraftigt. Da vi var helt derhenne, var der meget koldt og meget dis i luften. Det må være det kolde vand og luft, der løber ned af klippesiden.

Efter denne storslåede oplevelse gik vi op til Yosemite Village, hvor vi nød en is og en kop kaffe og gav Katrine noget at spise. Ved femtiden sprang vi igen på bussen og kørte hele dalen rundt med et stop og en kortere gåtur ved Mirror Lake. Solen var ved at gå ned og det var meget smukt. Katrine sov i bærerygsækken.

Vi spiste en hjemmelavet frikadelleburger på parkeringspladsen og gav Katrine noget at spise. På vej tilbage blev Katrine helt umulig og vi måtte holde en længere pause langs vejsiden, indtil hun var faldet i søvn og kunne komme tilbage i autostolen. Endelig kunne vi køre hjem. Det var nu helt og aldeles mørkt. Håber virkeligt ikke dette betyder, at hun ikke gider køre bil mere på denne tur! Hjemme på campingpladsen fandt vi kortene frem og tog vores rute op til revurdering. Hvad gør vi hvis Katrine ikke gider køre mere…

73.9 miles (119 km)

(Ville gerne have vist jer lidt flere billeder af smukke Yosemite NP, men internetforbindelsen her er desværre meget langsom, så det rækker min tålmodighed ikke til. Beklager.)

Så tæt på mål...

Mandag 7. maj 2012
Brugte dagen på at køre til Yosemite Nationalpark. Vi bor på en campingplads nær Mariposa/Midpines, der ligger lidt længere væk (ca. 37 km fra Yosemite Valley) end vi troede, da vi bestilte overnatningen for en måneds tid siden. Men det er fint nok, skal vi tro en mand vi snakkede med i dag. Han sagde at det er hæsligt at overnatte i selve parken på grund af de mange mennesker. Vi får se i morgen, når vi besøger parken. Katrine sov det meste af vejen herhen. Var meget træt efter de mange oplevelser i San Francisco. Men hun vågnede op lidt før vi var fremme og fem kilometer før campingpladsen satte hun i med at græde så hysterisk, at vi var nødt til at stoppe og lege med hende en times tid (fjollet at være så tæt på mål og så ikke kunne nå det). Vi brugte tiden på at gøre grøntsager og kød klar til aftensmaden. I morgen skal vi ud og opleve parken.

188.5 miles (303 km)

San Francisco

Lørdag 5. maj og søndag 6. maj 2012

San Fransisco er en dejlig by. Meget venligere end Los Angeles. Dog også mange turister. Men kabelvognene, de stejle gader og ikke mindst den afslappede stemning gør byen helt speciel.

San Francisco set fra Alcatraz

Vi startede ud lørdag morgen med at besøge fængselsøen Alcatraz, der har lagt scene til flere spillefilm og huset nogle af de kendteste forbrydere gennem tiderne, deriblandt Al Capone. Det var et interessant besøg og audio guiden fortalte mange spændende historier. Vejret var endnu engang fantastisk og udsigten over byen og Golden Gate Bridge fantastisk. Desværre var Katrine ikke helt så begejstret for den lange rundtur bag fængslets mure (det må også have været underligt for hende, for der var helt stille, fordi alle gik rundt med høretelefoner på), så vi måtte hoppe af lidt før tid.

Resten af dagen brugte vi på at slentre langs havnen, se søløverne og hurlumhejet ved Pier 39 og besøge boderne i Ferry Building. Klokken 18.00 tog vi shuttle-bussen tilbage på campingpladsen. Havde valgt for Katrines skyld at tage tidligt tilbage og lave mad i autocamperen. Et par frikadeller senere opdaterede vi langt om længe rejsebloggen.

Søndag startede vi med morgenmad i solskinnet foran autocamperen. Vi tog igen shuttle-bussen til centrum, hvor vi slentrede gennem China Town og så på butikker i shoppingkvarteret nær Union Square. Nød en kop kaffe og en kage på en café. Til frokost fik vi en god amerikansk burger på et ægte amerikansk spisested, indrettet i 50’er stil. Derefter ville vi med kabelvogn til Lombard Street (kendt for sine 8 hårnålesving), men efter at have taget den første, måtte vi vente forgæves meget længe på den næste. Til sidst endte vi med at gå resten af vejen, til trods for at San Franciscos stejle gader ikke egner sig specielt godt til klapvogn.

I baggrunden Alcatraz

Derefter gik vi ned til Fishermans Wharf, hvor vi sad længe i parken med udsigt over vandet og til vendepladsen for kabelvognene. Her kunne Katrine endelig falde i søvn og få en god lur. Når vi går, er der simpelthen for meget for hende at se og høre på til at hun kan falde i søvn. Og hun får alt for mange kommentarer fra fremmede (såsom: ”Hi cuty-pie!”, ”oh, so gorgeous!” eller ”you´ll knock them out with those blue eyes!”), da hendes charmerende blå øjne åbenbart fanger de fleste forbipasserende. I starten var vi meget smigret og stolte, men det er så meget, at det er ved at blive belastende.

Mens Katrine sov, så jeg på objektiver til mit kamera. De var meget billige i forhold til derhjemme. Manden virkede meget professionel og kunne hurtigt tage mange gode billeder og få min hud til at ligne Grand Canyon. Og da jeg ikke ville købe, slog han hurtigt halvdelen af prisen. Findes der også kopiprodukter af kameraobjektiver?

Golden Gate Bridge

Vi sluttede dagen af med at spise på en dejlig italiensk restaurant "Cioppinos" på Fishermans Wharf. Derefter en sporvogn tilbage til shuttle-bussen, der kørte klokken 21.00. Og nu sidder vi så på campingpladsen og skriver dette…

Point Lobos Statspark

Fredag 4. maj 2012
I dag vågnede vi op til en kølig morgen under de store redwood træer. Vi kørte ca. 45 min. til Point Lobos, hvor vi spiste morgenmad i autocamperen. Vi gik en tur på et par timer langs den flotte kyst, hvor der var kig til de mange sæler, der får unger lige for tiden – små søde babysæler, der kan klare sig selv allerede efter et par uger. Dejligt at der er blevet tid til at nyde turen:-)

Med selvudløser

Sæler der soler sig

Efter nogle timers kørsel, frokost på Taco Bell og indkøb, ankom vi til San Francisco gennem myldretidstrafikken (40 km). Vi nød dog godt af ”Diamond Lane”, som er forbeholdt køretøjer med to eller flere passagerer. Den slags køretøjer er der utroligt nok ret få af.

En lækker bøf og rødvin til aftensmad og skrive lidt til bloggen. Endelig et sted med internetforbindelse igen. Derudover er der ikke så meget at sige om denne campingplads (Candlestick RV park). Det er mest af alt en stor parkeringsplads, men der kører shuttlebus til centrum, og vi regner heller ikke med at skulle opholde os her meget.

Kørte 254 km.

Så er turen startet

Torsdag 3. Maj 2012
Vi spiste morgenmad udenfor autocamperen, hvor Katrine også fik smagt på den lokale jord. Det lykkedes os at komme nogenlunde tidligt af sted. Kørte op og tankede den sultne firehjulede op og fik fyldt lidt luft i dækkene og begav os dernæst ud på Highway 1, der løber langs USA's vestkyst. Det er en utrolig flot tur. På stækninger kører man på klippesiden med vandet langt under os (godt vi havde inderbanen). Desværre fik vi ikke så mange billeder af dette utroligt smukke landskab for pigerne bagi var ikke så meget for fotostop, men vi nød køreturen meget. Vejret var også rigtigt dejligt med sol fra en skyfri himmel og varmt, dog med en lille smule vind. Ved kysten i nærheden af Hearst Carstle så vi søelefanter på stranden.

Vi gjorde stop og spiste frokost ved en parkeringsplads ud til vandet. Dejligt nemt med en autocamper og campingstole. Da vi sad her så vi en hval, sandsynligvis en gråhval. Vi besluttede os for at køre lidt kortere i dag end egentligt planlagt, da vi alligevel er tæt på San Fransisco og vi trænger til en eftermiddag uden kørsel. Så vi besluttede at overnatte i Pfeiffer Big Sur Statspark.

Vi var fremme ved parken ved en 16-tiden og gik en dejlig tur med Katrine i bærerygsækken op til et lille vandfald og et udsigtspunkt ud over en smuk dal. Skoven bestod af en masse redwoods-træer, der imponerer med deres højde. Det var en stejl stigning og en del højdemeter, men dejligt at få rørt sig lidt. Tilbage på campingpladsen tilføjede vi en dåse chili con carne til resterne af kødsovsen fra i går og spiste det med pasta til. Mums. Derefter spillede vi kort, som jeg naturligvis vandt.

En rigtig dejlig dag. Den første siden vi forlod Florida. Også Katrine har nydt dagen, hvor vi havde tid til at gøre stop, når hun trængte til det og til at lege med hende. Kørte 204 km.

Solvang og en træt familie

Onsdag 2. maj 2012
Endelig kunne vi forlade den larmende storby. Over L.A. har der under hele vores ophold hængt store skyer og det har været halvkøligt (Jonas: hvilket vi har sat pris på, det gør nu det stramme program nemmere, når man ikke samtidigt befinder sig i solcremehelvede), men da vi endelig krydsede Santa Monica Mountains klarede det op og det smukkeste landskab lå foran os. Vi spiste frokost på en parkeringsplads i Santa Monica Statspark.

På den lange tur langs kysten slog vi et sving ind forbi Solvang. Den lille by er grundlagt af nogle danskere i 1911 og bærer stadig præg af dette. Med både Den Lille Havfrue, Dybbøl Mølle og Rundetårn. Det var et ret skørt sted, men sjovt at se.

Solvang

Vi kørte videre gennem det meget smukke landskab: Store frodige, græsklædte bakker og bjerge til den ene side og Stillehavet til den anden. Vi kørte meget langt, og det var Katrine ikke med på hele vejen, så selvom vi stoppede ind for at hun kunne få aftensmad, endte vi alligevel med et grædende barn på bagsædet de sidste 10 km af turen. Og så ankom vi i mørke til en meget kuperet campingplads (KOA Santa Margarita), så parkeringen af camperen var ved at slå os helt ud. Men heldigvis har vi jo kun valgt en 19 fods vogn og Jonas er sej til at køre den, så vi kom da på plads, men var ret udmattede efter en lidt for lang køretur. Det er heldigvis den eneste dag, hvor vi har planlagt en så lang strækning (over 400 km). Vi lavede en dejlig spaghetti med kødsovs og fik en god nats søvn.

Afhentning af autocamper

Tirsdag 1. maj 2012

Dagen startede meget godt, men endte skidt, da Katrine blev i dårligt humør på grund af for lidt opmærksomhed.

Efter at have forsøgt at sove længe forlod vi forventningsfulde hotellet for at afhente vores nye hjem på hjul. Autocamperen var den mindste vi kunne bestille, da det giver lidt mere frihed under kørslen og viste sig at være meget som vi havde forestillet os. Det viste sig dog at der ikke var tre-punktsseler til autostolen, så vi måtte ud og købe en ny. Samtidigt fik vi fyldt skabene op med mad og drikke. Det blev halvsent før vi fik ordnet alt det praktiske og så skulle vi tilbage og aflevere leje-bilen i lufthavnen. Den stakkels lille Katrine blev slæbt rundt i det hele uden megen opmærksomhed, så hun var godt pylret sidst på aftenen. Vi nåede først den første campingplads i L.A. (Pomona/fairplex) efter kl. 20, hvor vi godt trætte af al den kørsel droppede aftensmaden, spiste lidt brød med ost og skinke og røg på hovedet i seng alle tre.

En rodet autocamper om morgenen onsdag 2. maj

Autocamperen: En 19 fods vogn. Vi har soveplads over førersædet. Desværre en ret hård madras og ikke så højt til loftet, men der er meget hyggeligt. Vi har spisebord med plads til alle, men mangler dog en høj stol til Katrine. Men hun kan nu også næsten sidde selv – det sviner bare en del… Der er også badeværelse, men det bruger vi indtil videre kun til opbevaring, da alle campingpladser har toiletbygninger. Vi har køkken med gaskomfur, mikro/varmluftsovn og køleskab. Og så er der selvfølgelig førerhuset, hvorfra der er åbent om til vognen. Dette er godt, så vi kan snakke sammen undervejs. Eller rettere råbe til hinanden, for det er ikke meget støddæmpning eller affjedring i vognen, så det hele skramler som en gammel sigøjnervogn.

Los Angeles

Mandag 30. april 2012
Vi skulle tidligt op og med flyet mod LAX kl. 9.30. Flyveturen gik rigtig fint, selvom Katrine måtte sidde/ligge på vores skød hele vejen. I Los Angeles fik vi vores lejede bil i lufthavnen og kunne selv køre til hotellet. Vi spiste en hurtig frokost og kørte så mod Hollywood.

Vi kørte først op på Mulholland Drive, hvor de rigeste inklusiv diverse superstjerner bor. Her var da også et flot udsigtspunkt. Blandt andet kunne man se det obligatoriske Hollywood-skilt i bjergene og skyskraberne i centrum af byen. Vi var selvfølgelig også på den obligatoriske ”Walk-of-Fame” på Hollywood Boulevard. Det mest underholdende her var en stor gruppe kinesere, der stod samlet med alle deres kameraer ved Bruce Lees fortovsstjerne. Og vi fik set Kodak-teatret, hvor Oscar-uddelingerne finder sted. Og Chinese Theatre, der åbenbart er lavet af en mand ved navn Sid. Jeg forstod det aldrig helt… Men vi var også ret trætte, især Katrine pga. de tre timers tidsforskel. Og selvom det hele er bygget meget storslået, er der en meget blandet menneskeskare i Hollywood og noget snusket i krogene. Og så var der utrolig meget larm, råben, musik og gadegøjl. Midt i alt gejlet lå der dog et ganske almindeligt supermarked, hvor vi købte ind til aftensmad, som vi spiste tilbage på hotellet. Og så faldt vi alle i søvn i en dejlig stor og blød seng.

Pool og afslapning

Søndag 29. april 2012
Vi startede dagen ud med at give Katrine mad og selv nuppe en lille portion Cherios, inden vi kørte til keke’s for at få en ægte amerikansk morgenmad. Godt med lidt ekstra kalorier at stå imod med. Derefter gik vi til Best Buy hvor vi købte en mobiltelefon til $10 og et taletidskort, så vi kan ringe til campingpladserne før vi kommer. Hjemme igen badede vi i poolen og købte senere ind til aftensmad, kalkunlasagne, som vi spiste i sofaen til X-Men. Katrine har været lidt umulig i dag, men faldt i søvn ved 19-tiden.

Et stort tak til Lindsay og Estephania for et dejligt ophold i Florida!

Cocoa Beach

Lørdag 28. april 2012
Vi spiste morgenmad hjemme hos Estephania og Lindsay. Klokken 11 blev vi alle fem hentet af Christian (en dansk ph.d.-studerende fra samme gruppe som Estephania og Lindsay) og kørte til Cocoa Beach i hans noget større bil. På vejen provianterede vi med sandwichs, øl og vand. Vejret var fantastisk (hvad ellers kunne man forvente) og vandet varmt (vistnok omkring 24 grader). Vi nød det gode vejr med masser af solcreme på. Der var også tilpas med bølger til at det var skægt. Vi tog Katrine med ud i vandet med hendes soltætte ”surfer suit”, men hun var vist for træt på det tidspunkt. Brød ud i gråd, da vandet ramte hendes tæer, og jeg måtte gå op med hende på stranden, hvor hun faldt i søvn lige så snart hun blev sat i hendes klapvogn. Efter frokost kørte vi hjem, tog bad og kørte dernæst alle til et hyggeligt turistområde, Winter Park, hvor vi spiste aftensmad på en Chai restaurant. Katrine var faldet i søvn, da vi nåede frem. Men netop som vi havde fået lagt hende til rette i klapvognen kom et tog forbi og tudede fuldstændigt vildt. Det kunne hun alligevel ikke sove fra.

Katrine brød sig ikke om vandet, men mestrer stadig tørsvømning...

Vi er her endnu

På grund af travlhed og manglende internet har vi ikke fået opdateret bloggen. Det beklager vi og vil nu råde bod på.