søndag den 20. maj 2012

Las Vegas

Lørdag d. 19. maj 2012
Stod op og nød morgenmad udenfor. Tog bad på skift og gjorde os langsomt klar. Køreturen til Las Vegas var lidt kedelig. Såmænd pænt nok, men ikke meget nyt landskab. Vi har reserveret plads på en campingplads, der ligger i den ene ende af hovedgaden ”The Strip” i Las Vegas. KOA Circus Circus.

På vejen købte vi ind til resten af turen (håber vi). Det tager et par timer hver gang, så vi prøver at undgå det. Da vi var fremme (lidt i fire) gjorde vi os hurtigt klar og gik med klapvognen op gennem hovedgaden og så alle kasinoerne i dagslys. De er imponerende store og prangende. Tænkte at vi da lige skulle prøvede en enarmet tyvknægt en enkelt gang, men da vi stoppede op, kom der straks en ansat løbende og gjorde os opmærksomme på, at man godt må gå gennem kasinoerne med en klapvogn, men ikke stoppe op (på den måde undgår man åbenbart, at børnene opdager hvad der foregår omkring dem af moralsk forfald). Ved syvtiden var vi nået til MGM Grand, hvor vi spiste aftensmad på Rainforest Café, anbefalet børnerestaurant i ”Turen går til Californien og det vestlige USA”, mellem akvariefisk og lianer. Fik spareribs.

Da vi kom ud, var det blevet mørkt, og det er jo sådan Las Vegas skal opleves. Vi gik resten af vejen til Luxor, et kasino med form som en kæmpe glaspyramide og en sfinks, der er større end den virkelige (der må være ret lille). Derfra vendte vi om og gik hele vejen tilbage til campingpladsen, mens vi så alle kasinoerne igen. Denne gang i mørke. Blandt de mest imponerende var Caesars Palace, The Venetian og New York – New York. Foran Bellagio så vi et meget flot vandshow to gange til forskellige melodier.

Katrine havde selvfølgeligt svært ved at falde i søvn, men det lykkedes da til sidst. Kom sent tilbage til campingpladsen, hvor vi lige sad lidt for at falde til ro og skrive lidt dagbog. Og så i seng omkring klokken 2.

Vi har også opdaget at vi har brugt for meget solcreme på turen, for vi stadig er helt blege. Derfor tager vi nu tilbage til den virkelige ørken, så vi kan nå at få lidt sol inden vi skal hjem i overmorgen :-(

162,7 miles.


 
New York - New York

Las Vegas' version af Venedig

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start