Route 66 fortsat

Søndag d. 13. maj 2012

I dag fortsatte vi turen ad Route 66. Vi startede med at krydse Colorado-floden og er således i Arizona nu. Det gik stille og roligt opad i de små ørkenbjerge (Black Mountains), vejen blev smallere og smallere og vi kom til den lille by Oatman. Her var vældig hyggeligt med lidt liv i gaderne inklusiv en masse fritgående æsler, som vi måtte vente på ville føje sig for bilen. Vi gjorde dog ikke hold her, da vi synes, der var turister nok i forvejen. Turen gik videre op ad en meget smal og snoet vej forbi en lukket guldmine og et mindre bjergpas. En fantastisk vej og imponerende at det engang har været den nemmeste vej at krydse bjergene. Derefter gik det igen nedad gennem bjergene, og et vaskeægte western-landskab åbnede sig for os. John Wayne måtte være lige rundt om hjørnet, eller måske der snart kom en række indianere til syne på bjergkammen. Men det gjorde der nu ikke…

Oatman

På vej ned af den smalle vej fra Oatman

Vi kom igen ud i det flade landskab og i Kingman købte vi ind i Smith’s, spiste nogle rester fra i går til frokost og gav Katrine mad i en fastfoodforretning (medbragt mad naturligvis, men vi var nødt til at finde et køligt sted at made hende), mens vi selv supplerede frokosten med en lille burger og en kold sodavand. Derefter kørte vi tilbage på Route 66 mod vores destination: Peach Springs, AZ.

Da vi ikke ville vække Katrine, der lige var faldet i søvn, og gerne selv ville frem til campingpladsen kom vi desværre ikke ind og se Hackberry General Store (en anden Route 66 klassiker – butik, museum, besøgscenter og mødested i ét med en masse Route 66 effekter som Bob Waldmire har samlet sammen i årernes løb). Det så ellers meget interessant og charmerende ud udefra og ikke et sted overrendt af turister. Generelt er der at sige om disse gamle spisesteder og tankstationer at de er meget interessante og charmerende. Nogle af dem bliver stadig holdt i live for Route 66 fans til trods for den meget begrænsede trafik på vejen, mens andre får lov til langsomt at forfalde. Men de har alle en speciel ånd omkring sig, der vidner om en engang travl tid og masser af liv langs denne vej. Terrænet var blevet mere kuperet og ikke længere så fladt, som det var tilfældet i går.

Ved vores destination, Grand Canyon Caverns, spiste vi laks og pasta med tomatsovs. I morgen skal vi ned og se hulerne og videre til Grand Canyon, hvor der ikke er internet. Vi ses på den anden side.   

Katrine havde igen en god dag i og uden for bilen. Hyggede sig i autostolen eller sov (sådan som det plejede at være før hendes dage med utilfredshed). Og så er hun slet ikke til at styre, hun ruller og ruller. Stadigvæk kun fra ryggen og om på maven, men til gengæld hver gang hun får chancen (også når hun skal skiftes og sover - i aftes lagde vi hende til at sove på ryggen helt ude ved væggen over førerhuset, men få øjeblikke senere havde hun bevæget sig næsten helt hen til kanten på maven – vi skal godt nok til at passe på nu!).

118 miles.

Grand Canyon Caverns

Aftensmad