søndag den 6. maj 2012

Så er turen startet

Torsdag 3. Maj 2012
Vi spiste morgenmad udenfor autocamperen, hvor Katrine også fik smagt på den lokale jord. Det lykkedes os at komme nogenlunde tidligt af sted. Kørte op og tankede den sultne firehjulede op og fik fyldt lidt luft i dækkene og begav os dernæst ud på Highway 1, der løber langs USA's vestkyst. Det er en utrolig flot tur. På stækninger kører man på klippesiden med vandet langt under os (godt vi havde inderbanen). Desværre fik vi ikke så mange billeder af dette utroligt smukke landskab for pigerne bagi var ikke så meget for fotostop, men vi nød køreturen meget. Vejret var også rigtigt dejligt med sol fra en skyfri himmel og varmt, dog med en lille smule vind. Ved kysten i nærheden af Hearst Carstle så vi søelefanter på stranden.




Vi gjorde stop og spiste frokost ved en parkeringsplads ud til vandet. Dejligt nemt med en autocamper og campingstole. Da vi sad her så vi en hval, sandsynligvis en gråhval. Vi besluttede os for at køre lidt kortere i dag end egentligt planlagt, da vi alligevel er tæt på San Fransisco og vi trænger til en eftermiddag uden kørsel. Så vi besluttede at overnatte i Pfeiffer Big Sur Statspark.





Vi var fremme ved parken ved en 16-tiden og gik en dejlig tur med Katrine i bærerygsækken op til et lille vandfald og et udsigtspunkt ud over en smuk dal. Skoven bestod af en masse redwoods-træer, der imponerer med deres højde. Det var en stejl stigning og en del højdemeter, men dejligt at få rørt sig lidt. Tilbage på campingpladsen tilføjede vi en dåse chili con carne til resterne af kødsovsen fra i går og spiste det med pasta til. Mums. Derefter spillede vi kort, som jeg naturligvis vandt.



En rigtig dejlig dag. Den første siden vi forlod Florida. Også Katrine har nydt dagen, hvor vi havde tid til at gøre stop, når hun trængte til det og til at lege med hende. Kørte 204 km.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start