lørdag den 5. maj 2012

Afhentning af autocamper

Tirsdag 1. maj 2012

Dagen startede meget godt, men endte skidt, da Katrine blev i dårligt humør på grund af for lidt opmærksomhed.

Efter at have forsøgt at sove længe forlod vi forventningsfulde hotellet for at afhente vores nye hjem på hjul. Autocamperen var den mindste vi kunne bestille, da det giver lidt mere frihed under kørslen og viste sig at være meget som vi havde forestillet os. Det viste sig dog at der ikke var tre-punktsseler til autostolen, så vi måtte ud og købe en ny. Samtidigt fik vi fyldt skabene op med mad og drikke. Det blev halvsent før vi fik ordnet alt det praktiske og så skulle vi tilbage og aflevere leje-bilen i lufthavnen. Den stakkels lille Katrine blev slæbt rundt i det hele uden megen opmærksomhed, så hun var godt pylret sidst på aftenen. Vi nåede først den første campingplads i L.A. (Pomona/fairplex) efter kl. 20, hvor vi godt trætte af al den kørsel droppede aftensmaden, spiste lidt brød med ost og skinke og røg på hovedet i seng alle tre.

En rodet autocamper om morgenen onsdag 2. maj


Autocamperen: En 19 fods vogn. Vi har soveplads over førersædet. Desværre en ret hård madras og ikke så højt til loftet, men der er meget hyggeligt. Vi har spisebord med plads til alle, men mangler dog en høj stol til Katrine. Men hun kan nu også næsten sidde selv – det sviner bare en del… Der er også badeværelse, men det bruger vi indtil videre kun til opbevaring, da alle campingpladser har toiletbygninger. Vi har køkken med gaskomfur, mikro/varmluftsovn og køleskab. Og så er der selvfølgelig førerhuset, hvorfra der er åbent om til vognen. Dette er godt, så vi kan snakke sammen undervejs. Eller rettere råbe til hinanden, for det er ikke meget støddæmpning eller affjedring i vognen, så det hele skramler som en gammel sigøjnervogn.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start