Zion Nationalpark

Fredag d. 18. maj 2012

Zion Nationalpark var absolut en af turens største oplevelser. Ikke mindst fordi det lykkedes os at komme på en lidt længere gåtur op i højderne i den smukke park. Høje, lodrette, røde klippesider og en meget frodig kløft.

Vi spiste morgenmad udendørs i dejligt vejr. Katrine nåede en kortere lur, inden vi drog af sted med bærerygsækken. Vi tog shuttlebussen hen til parkens indgang, hvor vi var en tur omkring visitor-centret og tog så shuttlebussen ind i bunden af kløften til Temple of Sinawava. Dvs. så langt som bussen nu kunne komme af asfalteret vej. Herfra gik en smuk sti, Riverside Walk, langs floden Virgin River, som vi fulgte endnu 1,75 km dybere ind i kløften. Lodrette klippevægge på begge sider. Til sidst måtte vi krydse floden med vand til knæene for at komme endnu længere ind (starten på turen kaldet ”The Narrows”). Desværre kunne vi ikke komme hele vejen til ”Narrows”, hvor kløften er 300 meter dyb og kun 7 meter bred, da det krævede lidt mere udstyr, i det mindste i form af badebukser. Man kommer nemlig til at gå med vand til livet. Med våde sko og strømper vendte vi tilbage til busstoppestedet.

River(side) Walk (vejen til the Narrows)

Efter denne smukke vandretur spiste vi frokost og gik op til Weeping Rock, en kort tur på 300 meter. Her var også utrolig smukt. I den ellers helt lodrette klippevæg, var der en kæmpe hulning indad. Og fra den store hvælving dryppede det ned med vand. Vandet kom efter sigende fra regn og sne på toppen af bjerget, der langsomt arbejder sig ned gennem de tynde lag af sand i klippen. Vandmængden var med til at skabe et meget frodigt område nedenfor.

Herefter ville vi lige nå endnu en af de afmærkede ruter. Og vi var blevet anbefalet ”Lower Emerald Pool”, da den ville være god med baby på ryggen. Der var ellers også både Middle og Upper Emerald pool. Men vi nåede op til den første lille sø, og her var så smukt, at vi bare måtte videre op. Og tænk engang – vi nåede hele vejen til den øverste af de tre søer. Det var en storslået tur op langs klippesiden og der var en god udsigt. Og Katrine sov næsten hele vejen op. Da det var mig, der bar hende hele vejen op, fik vi en del kommentarer med på vejen. Det hjælper på ens styrke, så synes da lige jeg vil dele den bedste her. Vi passerede nogle fyre der var på vej ned, hvoraf den ene blot sagde: ”Mother of the year”. Sådan!

Mother of the year

Lidt natur

Lidt mere natur

Og en anelse mere natur

Hver af de tre små søer lå afgrænset af de røde klipper og utrolig frodige planter – og så var hver sø jo dannet af et eller flere små vandfald. Det var skønt endelig at gå på en mere naturlig sti, fremfor en asfalteret, klapvognsegnet vej (det er nu ellers også dejligt, at de er gode til at lave den slags i alle parkerne). Efterhånden som vi kom længere op ad bjerget, blev der også mere og mere stille og fredfyldt. Det var som om alle der nåede derop blev meget betagede af stedet, og der opstod en helt særlig ro. Der var en dame, der spillede en simpel melodi på en træføjte. Det var smukt og passede godt til stemningen. Hele turen op var 3.35 km og 128 højdemeter. Ikke alverden, men den længste tur vi endnu har været på med Katrine på ryggen (Jonas hjalp også lidt til og bar hende ned :-)

Emerald pool – en sand oase midt i ørkenen

Nede igen var klokken blevet kvart over fem, og vi tog tilbage til campingpladsen. Vi var begge ret udmattede. Men fik da lavet aftensmad, en dejlig kødsovs med pasta, som vi spiste og gik tidligt i seng omkring 22. 

Anbefaling til vores efterfølgere uden barn: Gå Angels Falls og The Narrows.

0 miles

Vi vil uploade et par flere billeder i fra Zion NP i aften (tror vi)